Skæl i håret

Hvorfor får man skæl i hovedbunden, hvordan skelner man mellem skæl og tør hovedbund og hvordan slipper man af med skæl? Læs Apotekets forklaringer og råd her.

Alle mennesker afstøder bittesmå, døde hudceller hver dag, også fra huden i hovedbunden. Når det er synlige hudflager, der drysser ned på skuldrene, er der ofte tale om skæl. 

Hvorfor får man skæl?

Skæl smitter ikke. Små, tørre flager, der drysser fra håret skyldes ofte tør hovedbund. En anden almindelig årsag til skæl er en svamp ved navn Malassezia furfur. Tidligere kaldte man den Pityrosporum ovale. Svampen findes i alle menneskers hovedbund. Normalt kan man ikke se den, og for det meste er den ganske harmløs. Men nogle gange medfører den, at man får skæl eller skæleksem. 

Psoriasis eller andre hudsygdomme kan også være årsag til skæl. I sådanne tilfælde kan lægen anbefale behandling. 

Forskellen på tørre skæl og fedtede skæl

Både tørre skæl og fedtede skæl kan give kløe i hovedbunden.

Tørre skæl er tørre, hvidlige hudflager, der drysser ned på skuldrene, når man bevæger hovedet.

Fedtede skæl ligger ofte som grågule, fedtede belægninger i hovedbunden.

Om skællene er tørre eller fedtede, små eller store, kan afhænge af, om hovedbunden er tør eller fedtet. Derudover spiller det en rolle, hvor hurtigt de døde hudceller bliver afstødt. Almindeligvis bliver hudcellerne afstødt celle for celle. Ved skæl drysser de af i mindre eller større flager.

Hvordan slipper man af med skæl?

Skæl kan bekæmpes ved at vaske håret med Apotekets Skælshampoo  2-3 gange om ugen. Skælshampooen tilfører fugt til hovedbunden, fjerner skæl og forebygger dannelsen af skæl i hovedbunden. 

 

 

 

Del artiklen: