Hvordan sætter man kondom på?

Kondomer er en effektiv beskyttelse mod graviditet og forhindrer også spredning af sexsygdomme. Se her, hvordan man sætter et kondom på, så det giver den bedst mulige sikkerhed.

Hvor sikre er kondomer?

Der er intet præventivt middel, der giver 100% beskyttelse mod graviditet, men et korrekt anvendt kondom beskytter meget effektivt mod graviditet. Samtidig hindrer et kondom spredning af klamydia og andre seksuelt overførte sygdomme. Selv om du ikke har planlagt samleje, er det en god idé altid at have et kondom på dig.

Brug ikke kondom sammen med salve eller stikpille til medicinsk brug. Er du i tvivl, kan du få mere information på apoteket eller hos din læge.

Se Apotekets Plan kondomer

Tag kondomet forsigtigt ud af pakken

Sådan sætter du kondom på

  • 1. Åbn emballagen som vist på tegningen.
    Brug ikke saks eller andre skarpe genstande.
  • 2. Rul kondomet en smule ud, så du tydeligt kan se, hvilken vej det skal rulles på.
Sådan sætter du kondomet på
  • 3. Klem luften ud af kondomets top med tommel- og pegefinger. Træk forhuden tilbage og rul kondomet på den erigerede penis inden fysisk kontakt med din partner. Undgå at beskadige kondomet med negle eller andre genstande.
Et kondom skal bruges under hele samlejet
  1. 4. Træk penis langsomt ud straks efter udløsningen, imens du holder kondomet på plads, så sæden ikke løber ud.
  2. 5. Kondomet må kun bruges én gang, og det skal bruges under hele samlejet.
  3. 6. Læg altid brugte kondomer i en affaldsbeholder. De må ikke skylles ud i toilettet eller kastes i naturen.

Hvilken glidecreme kan man bruge sammen med kondom?

Det kan være en god idé at bruge glidecreme sammen med kondom for at tilføre ekstra fugtighed ved samleje. 

Hvis I bruger glidecreme, skal den være vandbaseret eller vand-/silikonebaseret. Brug ikke oliebaserede produkter som f.eks. baby- eller massageolie, for de kan ødelægge kondomet.

Glidecreme anbefales til:

  • begyndere
  • nybagte forældre
  • i forbindelse med overgangsalderen m.m.

Se Apotekets glidecremer, der kan anvendes sammen med kondom