Jernmangel, hvad kan man gøre?

Jern er et mineral, som kroppen har brug for at få tilført. Læs her om symptomer på jernmangel, se hvem der har ekstra behov for jern eller jerntilskud, hvordan kroppens behov for jern bliver dækket gennem kosten m.m.

Hvorfor er jern vigtigt for kroppen?

Jern er et mineral, som har flere forskellige funktioner i kroppen. Jern er vigtigt for kroppen af flere årsager. Jern mindsker træthed og udmattelse, og bidrager også til:

  • en normal dannelse af røde blodlegemer og hæmoglobin

  • en normal ilttransport i kroppen

  • celledelingsprocessen

  • et normalt energistofskifte

  • en normal kognitiv funktion

  • immunforsvarets normale funktion

Fødevarer med jern, få jern gennem kosten

Det er ret let for de fleste at få dækket kroppens behov for jern gennem maden. Når du vil spise mad med jern, er nogle af de bedste kilder til jern kornprodukter.  Det kan være brød, havregryn, perlebyg, perlespelt og bulgur. Andre fødevarer med højt indhold af jern er bl.a. bønner, kikærter, linser, spinat, æg, fisk og kød.

C-vitamin gør det lettere for kroppen at optage jern. Det er derfor en god idé at spise jernholdig mad sammen med citroner, appelsiner, peberfrugter og andre C-vitaminrige frugter og grønsager.

Symptomer på jernmangel

Der kan være forskellige tegn på jernmangel. Når kroppen er i jernunderskud og mangler jern, kan man føle sig træt og uoplagt. Almindelige symptomer på jernmangel er træthed, svimmelhed, hjertebanken, hovedpine og åndenød.

Jernmangel er den mest almindelige årsag til blodmangel, dvs. lav blodprocent (anæmi). Kontakt lægen, hvis du er i tvivl.

Jernmangel hos kvinder

Mange kvinder kan i perioder opleve jernmangel. Kroppen forbruger jern bl.a. ved menstruation, under graviditet, efter en fødsel, når man sveder, og når man er meget fysisk aktiv.

Normalt vil man få tilstrækkeligt med jern, hvis man spiser en sund og varieret kost, men sommetider er behovet større. I nogle tilfælde kan et jerntilskud være nødvendigt, det gælder bl.a. for gravide.

Gravide, behov for jern 

Som gravid skal du være opmærksom på kroppens behov for jern. Under en graviditet øges blodmængden i kroppen, og derfor har kroppen brug for ekstra jern i den periode. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide tager et dagligt tilskud af 40-50 mg ferrojern fra den 10. graviditetsuge.

Du kan læse mere her om kosttilskud til gravide.

 

 

 

Del artiklen: