Neglesvamp

Svampeinfektion kan opstå i både fingernegle og tånegle, og neglesvamp kan give ødelagte, misfarvede negle. Heldigvis kan man både behandle neglesvamp, og forebygge at det kommer igen. Læs her, hvordan du kommer af med neglesvamp.

Hvad er neglesvamp?

Neglesvamp skyldes en svampeinfektion i neglen. Man kan få neglesvamp i både finger- og tånegle, men det rammer oftest tåneglene. Ved neglesvamp bliver neglene gullige og fortykkede. Heldigvis kan man behandle neglesvamp, og forebygge at neglene igen bliver ramt af svamp. 

Hvordan ser neglesvamp ud?

Når en negl er inficeret med neglesvamp, ændrer neglen udseende. De mikroskopiske svampe nedbryder keratinen i neglen, så neglen bliver misfarvet, typisk gullig eller hvidlig. Neglen kan blive fortykket, den kan revne, og dele af neglen kan gå i opløsning. Det kan også ske, at neglen går løs i siderne.

Tegn på neglesvamp: 

  • misfarvning af neglen
  • revner i neglen
  • neglen bliver fortykket og ujævn
  • neglen kan gå løs

Hvem kan få neglesvamp?

Alle kan få neglesvamp, men neglesvamp opstår især hos personer med svækket immunforsvar og hos sportsudøvere og personer, som går i tætte sko, og derfor hyppigt har fugtige  fødder. Er svedige fødder et problem? Læs her, hvad du kan gøre ved fodsved.

Risikoen for at få neglesvamp stiger med alderen.

Hvordan kan man behandle neglesvamp?

Ofte behandler man neglesvamp med et middel, som bruges direkte på den inficerede negl. En svampeinficeret negl skal behandles, indtil en ny, sund negl er vokset ud. Det kan tage lang tid, som regel mindst 2-3 måneder. Tånegle vokser langsommere end fingernegle. 

Sådan bruger du Apotekets Neglesvampbehandling

  • Vask grundigt den angrebne negl/negle og tør området omhyggeligt
  • Brug den medfølgende fil til at file hele neglens overflade
  • Ryst flasken med Apotekets Neglesvampbehandling grundigt inden brug, og påfør et tyndt lag på hele neglens overflade 
  • Lad midlet tørre, der går et par minutter, inden det er tørret og har dannet en tynd hinde over neglen/neglene
  • Gentag behandlingen både morgen og aften, indtil neglen har en helt tynd overflade og ny negl er begyndt at vokse ud. Det kan tage 2-3 måneder eller længere. 

Apotekets råd til at forebygge neglesvamp

Fugtige fødder giver neglesvamp de bedste livsbetingelser. Den bedste anbefaling til at undgå fodsvamp er derfor at holde fødderne rene og tørre.

  • tør fødderne omhyggeligt, når du har været i bad
  • undgå tæt fodtøj og syntetiske strømper, som huden har svært ved at ånde i
  • hvis du dyrker motion i tætte sko, eller ofte har svedige fødder, kan du bruge fodspray eller fodcreme med antiperspirant virkning, der modvirker sveddannelse
  • brug badesandaler i offentlige baderum

Læs mere om daglig fodpleje her.

 

 

 

 

Del artiklen: