Undgå rød numse

Når dit barn bruger ble, skal du være særligt opmærksom på at undgå rød numse hos barnet.

Rød numse kan have mange årsager. Den kan skyldes fugt og varme, ammoniak fra urinen, bakterier eller affaldsstoffer i afføringen. Eller måske fysiske gener ved bleen og/eller de stoffer, som bleen indeholder.
 

Ved at skifte ble tit - og altid når barnet har haft afføring - skaber du de bedste betingelser for dit barns velvære. Vask huden efter behov med en mild, uparfumeret babysæbe, og tør huden omhyggeligt. Huden kan eventuelt beskyttes mod udtørring med babysalve.
 

Det er en god ide at lade barnet ligge uden ble en gang imellem. Der kommer luft til huden, barnet motiveres til at bevæge sig og det fremmer den motoriske udvikling.
 

Når uheldet er ude

Hvis barnets numse er blevet rød, skal bleen skiftes hyppigere end normalt. Lad barnet ligge uden ble flere gange om dagen, så huden kan lufttørre. Der findes flere gode salvetyper, bl.a. zinksalve til rød numse. Skift evt. blemærke, hvis du har mistanke om, at barnet ikke tåler bleen. 

 Barnet kan også få svamp i bleområdet. Det viser sig som et højrødt, sammenhængende udslæt, der er hævet og ujævnt i kanterne. Kontakt din sundhedsplejerske eller læge, da der kan være behov for medicinsk behandling. 

 

Del artiklen: